Monastero delle Trappiste di Vitorchiano

Livets gang i Monastero delle Trappiste di Vitorchiano er præget af liturgisk kontor og kendetegnet ved bøn, kontemplation, bod, dedikation og meget manuelt arbejde, herunder dyrkning af vinstokke og produktion af vin. Fællesskabet består i dag af 80 nonner i forskellige aldre fra hele Italien og verden, og det opretholdes gennem landbrugsarbejde, produktion af marmelader og dyrkning af køkkenhaver, vinmarker og frugtplantager.

I Italien begyndte historien om Cistercienserordenen af Streng Observans, bedre kendt som Trappistordenen, i 1875, da det første kvindekloster blev etableret i San Vito, nær Torino. Af økonomiske årsager og for at sikre deres livsgrundlag flyttede Trappistnonnerne til Grottaferrata i 1898 og derefter til Vitorchiano i 1957, hvor klosteret stadig ligger i dag. Området er det høje Lazio, i provinsen Viterbo, præget af en jord rig på magmatisk klippe kendt som 'peperino'. Køkkenhaverne og vinmarkerne blev skabt af nonnerne efter mange års hårdt arbejde, hvor de rydder dette vilde område for torne.

I Monastero Trappista di Vitorchiano er vinproduktionen håndværksmæssig og stammer udelukkende fra dyrkningen af klosterets vinmarker med gamle og dyderige metoder, uden brug af syntetisk kemi eller invasive behandlinger. Arbejdet både i vinmarken og i kælderen er inspireret af encyklikaen Laudato si’ af pave Frans og rådene fra den berømte vinproducent Giampiero Bea, præsident for Consorzio Vini Veri og ejer af vinhuset Montefalco Paolo Bea. Vinen, ifølge nonnernes erklæring, “indeholder ikke tilsætninger af stoffer, der ikke stammer fra frugten og terroiret, der har givet dem liv”. Fra druerne Trebbiano, Malvasia, Verdicchio og Grechetto skabes to hvide vine med stor personlighed: Coenobium og Coenobium Ruscum, den sidstnævnte macereret på skindene i mindst 15 dage. Dette er højtkvalitets vinøse udtryk, født af tradition, manuelt arbejde og naturen, der får lov til at udtrykke sig frit, som perfekt indkapsler ideen om arbejde ifølge cistercienserordenen: “Arbejdet, især det manuelle, giver os muligheden for at deltage i det guddommelige værk af skabelse og forsoning. Dette arbejde, hårdt og forsonende, sikrer vores og andres livsgrundlag, især de fattige, og udtrykker solidaritet med alle arbejdere.”