resultatet af denne type behandling er grappe rå, brændende, “vilde” som mesteren kunne lide at kalde dem, noget som kun dem, der har prøvet dem, kan forsøge, hvis de kan, at beskrive. Glem ikke den uvurderlige hjælp og arbejde fra søsteren Lidia, en forsigtig, stille kvinde med marian stil, der har forberedt flaskerne med de urter, hun personligt har samlet, og som har gjort den ydmyge ignaro-destillatør berømt.
I dag er Romano Levis hus-destilleri blevet et museum, besøgt af beundrere fra hele verden, et museum der dog er levende og fortsætter med at destillere efter traditionen fra Grappaiolo Angelico, med hjælp fra den gruppe venner, der er “blevet tilbage” i forhold til verden og som stadig vogter over de sidste grappe destilleret af den store ven, som stadig lades til at modne på fad og venter på at kunne tale om deres forfatter. Romano Levi var en simpel person, der, paradoksalt nok, ikke kendte teorien om destillation, men var
i stand til at opfange, måske mere end nogen anden, sjælen. Grappe med en balance, aromatik og følelser, der simpelthen er ekstraordinære.